2007-03-29

Redesignede højkvalitets temperatur- og klimatestskabe

Produktbild från företaget Beatronic Supply ApS - VT3 og VC3

Fra det tyske firma Vötsch Industrietechnik kan Beatronic Supply nu levere en helt ny serie af komplet redesignede højkvalitets temperatur- og klimatestskabe, der afløser firmaets ældre 2000 serie. Den nye CUBE™ serie (VT3 og VC3) er som standard forsynet med en mængde avancerede funktioner, der før var optionelle features, og har en attraktiv anskaffelsespris, som ligger på niveau med 2000 (VT og VC) serien.

Vötsch Industrietechnik GmbH har lanceret en ny og komplet redesignet serie af højkvalitets temperatur- og klimatestskabe, der afløser firmaets ældre 2000 serie.

Den ny CUBE™ serie fås i fem forskellige størrelser med et effektivt testrum på henholdsvis 190 liter, 335 liter, 600 liter, 990 liter og 1.540 liter og leveres i to temperaturversioner fra henholdsvis -42°C (-45°C) til +180°C og -72°C (-75°C) til +180°C, og med en relativ luftfugtighed fra 10% til 98%.Testskabene udmærker sig endvidere ved hurtige kulde/varme temperaturgradientskift på op til 4°C/min, hvilket er 0,5-1°K hurtigere end den gamle 2000 serie. Den nye CUBE™ serie har en kraftig forbedret konstruktion og er som standard forsynet med en masse avancerede funktioner, der før var optionelle features. CUBE™ serien har en anskaffelsespris, som er sammenlignelig med 2000 serien.

CUBE™ testskabene er forsynet med et auto-adaptivt kontrolsystem med kontinuerlig selvoptimering, dvs. at styringsparamenterne løbende og intelligent optimeres på baggrund af skabets "erfaringer" fra tidligere i det aktuelle testforløb og med hensyntagen til skabets øjeblikkelige belastning. Endvidere findes et patenteret fugtighedsmålesystem med kontinuerligt vædet fugtsensor, som er selvrensende og forbedrer det psykrometriske måleprincips levetid betydeligt.

Blandt de mange andre nye og forbedrede features kan nævnes: Vandtanken er nu placeret på indersiden af frontklappen under skabsdøren og følger med ud, når man åbner klappen, og gør det let at påfylde vand under testningen. På 2000 serien var det derimod nødvendigt at åbne døren til selve testrummet og dermed forstyrre en evt. test for at fylde vand på anlægget.

CUBE™ testskabene er endvidere forsynet med et optimeret luftflow gennem skabets maskinrum og en øget luftcirkulation i testrummet, som sikrer en mere effektiv og ensartet temperaturfordeling i testrummet, der i højere grad er upåvirket af, hvordan brugeren har placeret og pakket testemnerne. Luftflowet til selve testrummet tilføres i bunden gennem en perforeret rustfri stålplade og trækkes ud i loftet via en række ekstra udblæsningskanaler. Testrummet er let at rengøre og er udført i højglanspoleret rustfrit stål med komplet damptætte fuldsvejsninger, afrundede kanter og formpresset hyldebærere, og testrummet er dermed fuldstændig modstandsdygtigt over for enhver form for korrosion. Væggene i testrummet er forstærkede for at sikre, at hylderne i testrummet har en høj stabilitet.

Skabsdøren, der kan udstyres med et stort optionelt inspektionsvindue, er også blevet redesignet, og er forsynet med en elektronisk motordreven dørlås med trådløs fjernbetjening på samme måde, som man kender det fra bilers centrallåsesystem. I dørens øverste højre hjørne findes et indbygget berøringsfølsomt CONTROLPAD -panel med de fem vigtigste visnings- og kontrolfunktioner i det daglige brug - dvs. visning af de aktuelle værdier for temperatur og luftfugtighed samt trykknapper til start og stop, tænd og sluk for den indbyggede belysning, fejlindikation og aktivering og deaktivering af diagnosesystemet.

De nye CUBE™ testskabe er udstyret med justerbare og vibrationsabsorberende fødder (eller optionelt hjul) og udmærker sig ved et meget lavt støjniveau, der afhængig af den enkelte model ligger mellem 56 dB(A) og 63 dB(A), hvilket typisk er 1-2 dB(A) lavere end den gamle 2000 serie.

Hele pressemeddelelsen

Information om företaget: Beatronic Supply ApS